Familievejledere til helhedsorienterede familieindsatser og gruppeforløb
Vil du med på et fantastisk hold af 31 engagerede og fagligt kompetente familievejledere, som samarbejder med børn, unge og familier, 0-23 år? Vi søger 2 Familievejledere til Familieafdelingen i Vejen kommune. Der er tale om 1 fast stilling på 37 timer og 1 vikariat. Begge til ansættelse 1. april 2026.
Vores kerneopgave er at støtte børn, unge og deres familier i at opnå de bedst mulige betingelser for at mestre eget liv og indgå i meningsfulde fællesskaber.
Familievejledernes funktion, er at tilrettelægge og varetage helhedsorienteret familiebehandling, kontaktpersonsopgaver og samværsopgaver. Opgaverne visiteres jf. Barnets Lov §32 samt §30. Som en del af dette tilbyder vi flere forskellige gruppe forløb, som understøtter vores vision om udvikling gennem deltagelse i meningsfulde fællesskaber.
Om jobbet
- Familieafdelingen er en udviklingsorienteret organisation, som har fokus på tværfagligt samarbejde, kvalitet og trivsel.
- Vi arbejder overordnet ud fra en anerkendende og mentaliserende tilgang, ud fra princippet om, at alle børn, unge og familier skal mødes med ligeværdighed og anerkendelse.
- Vi samarbejder omkring opgaver, målrettet det enkelte barn/ung og familierne. Vi samarbejder med skoler og andre i netværket, som er relevante for en helhedsorienteret, meningsfuld og sammenhængende indsats.
- Familievejlederne er selvtilrettelæggende og kører ud til borgere i hele Vejen Kommune. Ligesom vi også inviterer børn og familier til samtaler og gruppeforløb i vores lokaler i Brørup og i Vejen.
- Familievejlederne har fleksible arbejdstider, og medarbejderne er sammen med borgeren og familierne, når de har behov for det. Man tilrettelægger arbejdstiden selvstændigt, således opgaverne kan løses iht. borgerens behov og formålet med indsatsen.
- Du får arbejdstider hvor der kan indgå morgen, eftermiddag og aften-aftaler og du skal forvente ca. 2 sene dage til efter kl. 17. Der kan være periodisk weekendarbejde, hvis og når opgaven kalder på det.
Vi forventer af dig
- Du har en relevant socialfaglig uddannelse f.eks. pædagog.
- Du har et fleksibelt, læringsorienteret og positivt mindset.
- Du har erfaring i at arbejde med børn og familier – såvel på det behandlingsmæssige, som det praktiske pædagogiske område.
- Du er en team-player og bidrager til det gode arbejdsmiljø.
- Du er ikke bange for at bede om hjælp hos dine kolleger og din ledelse.
- Du er stabil og indstillet på at arbejde uden for ”almindelige” arbejdstider.
- Du er vant til at dokumentere skriftligt og har gerne kendskab til ICS.
- Du kan fagligt dokumentere udviklingsprocesser i statusbeskrivelser og indsatsplaner.
Vi tilbyder dig
- Et meningsfyldt og afvekslende arbejdsliv, hvor din indsats har stor betydning.
- Kompetente og engagerede kollegaer og ledere, der vægter trivsel højt.
- Spændende og udfordrende arbejdsopgaver.
- Frihed under ansvar.
- Mulighed for løbende at bidrage til udvikling og fornyelse af metoder og tilgange.
- Regelmæssig supervision og faglig kompetenceudvikling.
- En arbejdsplads med et helhedsorienteret blik, som vægter borgerinddragelse og tværprofessionelt samarbejde højt.
Om os
Familievejlederne er en del af Familieafdelingen. Vi er organiseret i fem teams. Tre teams der primært laver helhedsorienterede indsatser til børn, unge og familier, herunder gruppetilbud samt et spædbarnsteam og et samværsteam. Vi løfter i flok og hjælper hinanden på tværs, når der er behov for det, f.eks. i forbindelse med ferier og andet fravær.
Familieafdelingen består af familievejledere, socialrådgivere og familieplejekonsulenter. Vi er en organisation i udvikling, hvor vi kontinuerligt arbejder med at udvikle os i forhold til kerneopgaven og medarbejdernes trivsel.
Vi vil gerne være kendt for vores anerkendende perspektiv og for at vores indsats gør en positiv forskel for udsatte børn og unge. Vi ønsker at vores arbejde udføres med tanke på arbejdsfællesskaber, hvor vi alle bidrager positivt.
Vi glæder os til at høre fra dig 😊
Vi indhenter referencer, og vi opfordrer dig til at indsætte dem i dit CV. Straffeattester/børneattester kan indhentes ved ansættelse efter konkret vurdering.
Grundet udekørende funktion forventes det, at du har kørekort.
Løn og ansættelsesvilkår
37 timer/ugen. Løn efter gældende overenskomst, samt principperne for Ny Løn
Yderligere oplysninger
- Tiltrædelse: 1. april 2026
- Ansøgningsfrist: søndag 15. februar 2026
- Ansættelsessamtale: 19. februar 2026
Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte Områdeleder Anne Sofie Götzsche på tlf. 21512384, eller faglig koordinator Tina B. Christensen på tlf. 24271047
Vi skal have din ansøgning og CV med referencer og dokumentation for uddannelse senest søndag 15. februar 2026 kl. 23:59.
Send ansøgningen ved at bruge knappen ”Ansøg”. Vigtigt: søg venligst via Vejen Kommunes hjemmeside. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Eksporter til PDF
Overvejer du at flytte til Vejen? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på flyttilvejen.dk