Områdeleder for Dagtilbud i Vejen Kommune

Har du stærke ambitioner for dagtilbud – på vegne af børnene?

 

Kan du sætte kursen for området og sammen med medarbejdere og ledere skabe pædagogiske læringsmiljøer af høj kvalitet? 

 

Stortrives du med nytænkning og innovative løsninger, der kan videreudvikle den pædagogiske praksis og bidrage til verdens bedste arbejdsplads? 

 

Så er du måske vores nye områdeleder for Område 2 på dagtilbudsområdet!

 

Arenaer, der venter på dig

Som områdeleder får du det strategiske ansvar for dagtilbuddene Luna, Galaksen, Spiloppen, Sneglehuset og Lindehuset. Til oktober 2025 bliver området desuden udvidet med den nybyggede daginstitution Kongehøj. 
Området er normeret til ca. 550 børn, der er knap 100 medarbejdere samt 3 personale- og pædagogfaglige ledere. Der er en fælles forældrebestyrelse, et samlet budget samt en fælles drift- og udviklingsaftale for hele området. 

Som områdeleder er du med helt oppe i helikopteren, men du tager altid afsæt i og bevarer koblingen til praksis. Du kan jonglere med budgetter og bemanding, så det hele går op i en højere enhed og med gennemsigtighed, så prioriteringerne er tydelige. Du er desuden fællesskabsbygger både indad i Område 2 og udad. Og så ser du værdien af et godt forældresamarbejde. 

Konkret relaterer dine opgaver sig primært til fire arenaer:

1 . Strategisk ledelse 

  • Du sætter sammen med de personale- og pædagogfaglige ledere en tydelig og fagprofessionel kurs for udvikling og kvalitetssikring af de pædagogiske læringsmiljøer i Område 2 
  • Du bidrager aktivt til udvikling af hele dagtilbudsområdet i Vejen Kommune og til det samlede 0-18 års område
  • Du oversætter nationale og lokale politikker og omsætter sammen med ledere og medarbejdere disse til meningsfuld og virkningsfuld pædagogisk praksis
  • Du er ansvarlig for, at ny lovgivning, forskning og evidens bliver realiseret i Område 2
  • Du er sammen med ledere og medarbejdere undersøgende på den daglige pædagogiske praksis og du løfter den lokale indsigt til et strategisk niveau 
  • Du bidrager til, at Vejen Kommune er en attraktiv arbejdsplads

2. Personaleledelse

  • Du bedriver synlig og relationel ledelse
  • Du fremmer udvikling, trivsel, motivation og engagement – med øje for fællesskabet og den enkelte
  • Du har forståelse for forskellighed og bruger styrken heri til udvikling af opgaveløsningen og den enkeltes udvikling
  • Du spiller andre på banen og spiller dem gode

3. Økonomisk ledelse

  • Du har ansvar for budget og regnskab for Område 2

4. Tværgående ledelse 

  • Du bidrager aktivt til videreudvikling på tværs af institutioner – i eget område, men også på hele dagtilbudsområdet
  • Du ser tværgående samarbejde som en naturlighed og deltager aktivt i videreudvikling af det tværgående samarbejde om børns trivsel, potentialer og behov – internt i Børn, PPU og Sundhedspleje såvel som på tværs af hele kommunen

 

Dine kvalifikationer og kompetencer 

Som områdeleder har du:

  • En relevant uddannelse inden for pædagogik og ledelse
  • Erfaring med strategisk ledelse og udvikling af dagtilbud
  • Økonomisk forståelse og kompetence
  • Kommunikative kompetencer, hvor du kan formidle komplekse sammenhænge, så de giver mening i praksis og du opnår følgeskab
  • Kompetencer inden for strukturering og facilitering af processer

Som person er du:

  • Nærværende og relationel 
  • Involverende og du ser værdien af at samarbejde – indad i Område 2, opad og udad 
  • Kreativ og innovativ i din tilgang til praksis 
  • Modig og tør gå imod strømmen for at forfølge en mulighed eller en god idé 
  • Vedholdende – også når det stormer

Dette er mange kvaliteter i én person. Vi ved derfor, at der er tale om en ønskeliste, hvor vi næppe får alle ønsker opfyldt på én gang. Ligeledes er vi nysgerrige på, hvad du ser, du kan tilbyde os.

 

Vi tilbyder dig

Med denne stilling venter der dig en spændende mulighed for at gøre en forskel for Område 2, hele dagtilbudsområdet og det samlede 0-18 års område. Sammen med os andre og til gavn for børnene.

Område 2 står pt. et godt sted fagligt, økonomisk og personalemæssigt. Du vil som områdeleder møde engagerede medarbejdere samt personale- og pædagogfaglige ledere, der har høj kvalitet af de pædagogiske læringsmiljøer for øje. Der er pædagogisk virkelyst såvel som målrettethed – og altid med børnene forrest. Opgaverne bliver løst i fællesskab og den fælles kultur i området er værdsat af både medarbejdere og ledere. 

Som områdeleder refererer du til afdelingschefen for Børn, PPU og Sundhedspleje – en afdeling, der består af Dagplejen, tre område-institutioner, det specialpædagogiske dagtilbud ’Sløjfen’, Sundhedspleje & Børnetræning, Pædagogisk Psykologisk Udvikling (PPU) samt en administrativ enhed med administrative medarbejdere og konsulenter. Her bliver du en del af afdelingens ledergruppe, ligesom du bliver en del af den øverste ledelse på 0-18 års området. Der venter dig lederkolleger, der inviterer dig ind i fællesskabet med medspil og konstruktive modspil – og som forventer samme invitation og bidrag fra dig.

Som afdelingschef tilbyder jeg dig et stort ledelsesrum kombineret med en tæt og tillidsfuld samarbejdsrelation. Jeg bidrager aktivt med sparring, positive forventninger og tilpasse forstyrrelser. Du vil opleve, at jeg insisterer på fællesskabet, hvorfor jeg også inviterer dig med ind i diverse opgaver. 
Det er afgørende for mig, at vores arbejde skaber værdi hos børnene – samtidig med, at Vejen Kommune skal være en attraktiv arbejdsplads, hvor fx work/life-balance også gælder for ledere.

 

Ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat den 1. oktober 2025. 

Der er tale om en fast lederstilling på 37 timer/ugentligt. 

Løn og ansættelsesforhold forhandles individuelt i henhold til gældende overenskomst. 

Ansættelse er betinget af tilfredsstillende straffe- og børneattest. 

 

Ansættelsesforløb

Ansøgningsfristen er fredag den 8. august kl. 8.00. 

Vi afholder første samtalerunde mandag d. 18. august 2025 og anden samtalerunde mandag d. 25. august 2025. 

Vejen Kommune anvender erhvervstest i forbindelse med ansættelse af ledere. Ansøgere, der inviteres til anden samtalerunde, skal derfor gennemføre test inden anden samtalerunde. Derudover inviteres kandidater, der går videre til anden samtalerunde til en 1:1 samtale med afdelingschefen for Børn, PPU og Sundhedspleje fredag d. 22. august 2025. 

 

Spørgsmål til stillingen 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte personale- og pædagogfaglig leder Betina Petersen på tlf. 29 65 00 26, områdeleder Pia Hansen på tlf. 29 10 19 89 eller afdelingschef for Børn, PPU og Sundhedspleje Lene Rosenkrans Gjedsted på tlf. 40 19 66 26.

 

Vi glæder os til at læse din ansøgning!

 

Om Vejen Kommune

I Vejen Kommune har vi fokus på at løse vores opgaver i et tværgående samarbejde. For os kommer opgaven før organiseringen. Det kalder vi fælles faglighed. Herudover har vi et stort fokus på at skabe rum til udvikling af vores drift. Vi tror på, at vi løser vores opgaver bedst muligt ved at skabe miljøer, hvor alle ansatte kan udvikle deres potentiale, og hvor der er en høj grad af psykologisk tryghed. En tryghed som gør, at vi har tillid til hinanden og til at kunne fortælle om fejl, og de ting vi har svært ved. Vi giver hinanden feedback, og alle ansatte har personlige udviklingsmål i udviklingsplanen i MUS og LUS samtaler. Kort sagt, vi har en udviklingskultur, fordi det medvirker til, at vi skaber de bedste resultater for vores borgere, virksomheder samt medarbejdere og samarbejdspartnere.

Med fødderne solidt plantet i den jyske muld og med fundamentet i orden, er vi en stor landkommune og en del af Trekantområdet – centralt placeret mellem naboerne Kolding i øst og Esbjerg i vest. Vi er både en attraktiv bosætnings- og erhvervskommune.

Vi har en kort vej til handling, hvilket vores flade struktur med tre ledelseslag og korte beslutningsgange også underbygger. Vi har et tæt samspil mellem institutioner, decentrale enheder og direktionen og det politiske niveau.

Vores værdier er:

  •  Nytænkning. Fordi det er sådan, vi lykkes.
  •  Anerkendelse. Fordi vi ser forskellighed som en styrke.
  •  Sammenhæng. Fordi vi tror på værdien af at skabe sammen med kollegaer, borgere og virksomheder.
  •  Ansvarlighed. Fordi det fremmer resultater og arbejdsglæde.

Lederne er ledere for egen enhed og for Vejen Kommune som helhed. Derfor tager ledere ansvar for både det lille fællesskab og det store fællesskab. Derudover er medarbejdere og ledere en del af det mangfoldige fællesskab sammen med borgere, frivillige, foreninger og virksomheder. Ledere tager derfor ansvar for at invitere borgere, frivillige, foreninger og virksomheder til en aktiv rolle i det mangfoldige fællesskab for sammen med dem at skabe velfærd.


Send ansøgningen ved at bruge knappen ”Ansøg”. Vigtigt: søg venligst via Vejen Kommunes hjemmeside. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven

Overvejer du at flytte til Vejen? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på flyttilvejen.dk
Frist:
Kontaktperson:
Lene Rosenkrans Gjedsted afdelingschef +4561613987
Tiltrædelse: 1. oktober 2025
Jobområde: Børn & Familie
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Telefon: +45 79 96 50 00